Gå til indhold
Sommerski i Europa - Guide til at stå på ski om sommeren!

Sommerski i Europa - Guide til at stå på ski om sommeren!

Hvorfor er sommerski fedt?

Vi har spurgt en af vores gode venner, redaktør på Riders.dk og entusiastisk sommerskier, Alexander Vissing om, hvorfor sommerski er så fedt - og hvorfor man bør give sig selv muligheden for at stå lidt på ski henover sommeren. Her er, hvad han sagde:

Det fedeste ved sommerski er kontrasten mellem vinter og sommer. Både i form af at kunne nyde sneen under høj sol og varme temperaturer, men også det at kunne kombinere skiløb og snowboard med sommeraktiviteter så som badning, mountainbike osv.

alexander-vissing

Tro mig, når jeg siger at sommerski er fedt :)

Hans favoritområder til sommerski

Da han skulle nævne hans favoritområder til sommerski, kom han ind på flere skiområder, alt efter, hvad man gerne vil:

Selvom at deres sommersæson ofte kun er halvanden måned lang er det uden tvivl norske Stryn. Placeret på en kæmpe "snebre" er traditionelle gletsjerspalter stort set ikke eksisterende, hvilket giver mulighed for at køre en masse alsidig freeride midt om sommeren, især hvis man er villig til at gå lidt efter det. Dertil har du en fantastisk natur, de lange lyse nætter og en nede-på-jorden camping stemning som er helt i top.

Hvis man istedet er til freestyle, er norske Folgefonna stedet at være. Et mindre område end Stryn, men med alle de samme karakteristika og en verdensklasse sommerpark.

Gode tips til at stå på ski om sommeren

1. Find et sted med muligheder for gode eftermiddagsaktiviteter

Skiløb eller snowboarding om sommeren varer typisk ikke længere end til ca. middagstid. Herefter er sneen alt for blød, og det er ikke længere nogen fornøjelse. Da ski-dagen slutter tidligt, er det vigtigt at finde et område, hvor der er mulighed for fede eftermiddagsaktiviteter. Det kan være MTB, en badesø, klatring eller noget helt fjerde. Bare sørg for at undersøge mulighederne for eftermiddagsaktiviteter hjemmefra.

2. Husk den varme skivoks

Temperaturerne ændrer sig hurtigt om sommeren, og det samme gør sneen. Fra at være stenhård om morgenen, ændrer sneen hurtigt karakter, med en times "sweet-spot", hvor sneen er blød, men stadig hurtig nok til at kunne ramme kickers og rails. Til slut er sneen den rene slush, hvor fart er en umulighed. Det gælder derfor om at være klar til den ene time, hvor det gælder. Én af de ting du kan gøre er at sørge for at have vokset dine ski eller snowboard, med en varm voks, så du kan holde farten i den varme sne.

hintertux-backflip

3. En hoodie, solbriller og solcreme er et MUST

En fed hoodie til at shredde i, et par stilede solbriller og ikke mindst en stærk solcreme er et MUST til sommerski. Især solcremen er vigtig at huske. Oppe på bjerget er du omgivet af sne, du er oppe i højderne og solen er stærk om sommeren. Så du kan godt steppe solcremen et par faktorer op!

4. Tag første lift op

Altid første lift. Og det er endnu mere vigtigt om sommeren. Spids albuerne og kæmp med de irriterende race-kids om at komme op på gletscheren. Ikke at sneen er fantastisk fra begyndelsen, men du vil helt sikkert gerne være oppe på gletscheren og klar til at shredde i den time når sneen er perfekt.

din-camp-sommerski

5 skiområder i Europa med sommerski

Her får du vores anbefalinger til de bedste skiområder i Europa med sommerski. Der findes flere skiområder i Europa, som har åben om sommeren, men disse skiområder er kendte for at holde et højt niveau med velpræparerede pister og ikke mindst en velshapet snowpark (Det har vejet tungest). Derfor anbefaler vi disse skiområder til sommerski i Europa.

Alternativ: Hvis du ikke har fået nok af vinter, og finder den store pengepung frem, kan du naturligvis tage til den sydlige halvkugle og stå endnu mere på ski. Argentina, Chile og New Zealand er de typiske lande for skiløb i sommerperioden.

Freestyle ski til snowparken og sommerski

Folgefonna, Norge

Folgefonna i Norge er den klassiske nordiske sommerski destination. Der er masser af camps, en underholdende snowpark og en fantastisk udsigt. Hvis ikke du ved noget om Folgefonna, kan du tjekke Field Productions ældre skifilm ud, de har næsten altid et kicker-shoot fra Fonna. Man bor nede ved fjorden på en fantastisk campingplads, med lidt transport op til skiområdet. Så vi kan anbefale at køre i egen bil.

Folgefonna holder åbent fra tidligt i maj til slutningen af september.

Link: Visit Fonna

sommerski-freestyle

Tignes, Frankrig

Tignes er i fuld gang med en udvikling til en af Europas bedste sommerdestinationer. Deres sommerski område oppe på gletscheren har åbent fra slutningen af juni til starten af august og vil i hele perioden have en velshapet snowpark. 

Udover sommerski-mulighederne er der vanvittigt mange muligheder i Tignes for eftermiddagsaktiviteter. Du kan køre MTB, spille golf, bade i badesøen, klatre, rafte og meget mere. Ja, faktisk har du alle muligheder for en aktiv ferie i Tignes.

Link: Tignes sommerski

Les 2 Alpes, Frankrig

Endnu en af de klassiske sommerski destinationer, som i mange år lagde sne og rails til de berygtede FSA-sommercamps. Gletscheren går fra 3200 til 3600m og har en stor snowpark med masser af muligheder for kickers og jibs. Derudover så er der mange muligheder for underholdende aktiviteter i byen. Deres bikepark har over 2000 meters faldhøjde (!).

Link: Les 2 Alpes sommerskiområde

sommerski-hintertux

Zermatt, Schweiz

Ikke en af de destinationer, som man hører mest om i Danmark. Det hænger sandsynligvis sammen med prisniveauet i Schweiz, for skiområdet mangler helt bestemt ikke noget. Gletscheren som ligger i skyggen af det legendariske "toblerone-bjerg" Matterhorn, er kendt for sine glimrende sommerforhold og snowparken har udfordringer for både begyndere og eksperter. Men, husk den store pengepung :)

Link: Snowpark Zermatt

Saas Fee, Schweiz

Sommerski området i Saas Fee holder åbent fra midten af juli og frem til slutningen af oktober. I hele den periode vil der være en Medium, Pro og Rail line åben for alle. Vær opmærksom på at Pro Line lejlighedsvis vil være lukket. Skiområdet er åbent til middagstid eller tidligt på eftermiddagen, alt efter tidspunktet henover sommer og efterår. Om eftermiddagen er der mulighed for alsidige aktiviteter som beachvolley, skate, klatring, mountainbike mv..

Link: Sommerski i Saas Fee

Husk hjelmen

Lige to sidste muligheder

Copenhill, København

Ønsker du at stå på ski / snowboard på toppen  af et energianlæg, der nedenunder producerer miljøvenlig energi med den aller nyeste teknologi. Løb på ski ned af et stejlt bjerglandskab og pust ud med udsigt over landets hovedstad i 85 meters højde, mens skorstenen pumper hvid, ren damp 30 meter over dig. Amager Bakke, hovedstadens nye energianlæg og tagpark, nærmer sig sin åbning.

Amager Bakke er et unikt projekt, hvor kombinationen af et forbrændingsteknologi og tagpark ikke er set før noget sted i verden. Byggeriet er tegnet af arkitekten Bjarke Ingels Group og har tiltrukket sig stor national og international opmærksomhed.

Byggeriet af tagfladen på Amager Bakke for et stykke tid siden er gået ind i sin afgørende fase. Lifter er installeret, skicenter med shop, afterski, udlejning osv. er færdiggjort, elevatorer og løbestier konstruerede og der mangler kun at blive færdiggjort nogle få steps i processen før offentlige gæster kan inviteres på besøg til at stå på ski og løbe, vandre osv.

Bestil dit medlemsskab til Copenhill her

Se video med test af skibakken herunder

Snow Park Bispingen

Hvis ikke man har lyst til at køre eller flyve hele vejen til alperne, så er der også en anden mulighed. Et sted, hvor der altid er vinter, nemlig i den store fryser syd for grænsen. Snowparken i Bispingen er åben fra midten af juni til slutningen af august. Hvor du kan shredde mindre kickers og masser af rails, boxe og andre jibs.

Links: Snow Park Bispingen

Hvis ikke du har fået stillet skilysten i løbet af vinteren, så er der altså flere muligheder for at stå på eller snowboard henover sommeren. Det er naturligvis ikke som skiløb om vinteren, men en god snowpark er altid sjov og underholdende. Måske kan du endda lære et par nye tricks, som kan imponere vennerne til næste vinter.

Og om sommeren kan man nemmere kombinere tiden på sne med andre fede sommer aktiviteter om eftermiddagen. Det er en skide god mulighed til at hænge med vennerne og holde en aktiv ferie!

Forrige artikel Komplet liste over skiklubber i Danmark
Næste artikel 3 tips med Oscar Härnström!

Kommentarer

Martin fra Blacksnow - juni 18, 2019

Hej Leif
Tak for dit input, super fedt. Det har du helt ret i, også i Cervinia er der gode muligheder for at stå på ski oppe på Plateau Rosa i 3500 meters højde. Deres Gravity Park er rent faktisk Europas højest beliggende snowpark. Tak for tippet. Klassisk for Italienske skiområder er det lidt svært at finde information :) Men det ser ud til at de har åbent fra slutningen af juni til begyndelsen af september!
Mvh. Martin

Leif Rump - juni 18, 2019

Der må også være gode muligheder i Cervinia – lige på den anden side af Teodulpasset fra Zermatt. Der er lifter langt op mod toppen af Monte Rosa, som er tæt på 4600 m.

Skriv en kommentar

Kommentarer skal godkendes, før de offentliggøres

* Påkrævede felter