Gå til indhold
Julegaver byttes frem til 15. januar!!!
Julegaver byttes frem til 15. januar!!!
Lavinesikkerhed II: Hvordan er det at blive fanget i en lavine?

Lavinesikkerhed II: Hvordan er det at blive fanget i en lavine?

Hvordan er det at blive fanget i en lavine?

Det er forhåbentligt et spørgsmål, som hverken vi eller du nogensinde vil være i stand til at svare på. Men det er der desværre andre der kan...

Derfor lavede jeg tidligere i år en aftale med Robert Strandberg, som er en mangeårig skibums (eller reelt set snowboarder) i St. Anton. Han blev i 2016 fanget i en lavine på nordsiden af Stuben (skiområde i St. Anton). Heldigvis blev han efter 10 minutter fundet og gravet fri af hans venner. Og han er nu gået med til at dele sin historie her på Blacksnows blog.

Det her er afsnit 2 i vores artikelserie om lavinesikkerhed - og i dag får du Roberts førstehånds fortælling om, hvordan det er at blive fanget i en lavine. Derudover kan du også høre fra de af hans venner, der fik gravet ham fri, hvad der går igennem hovedet på en, når man ser ens gode kammerat forsvinde i snemasserne.

Her kommer Roberts historie…

OBS: Robs svar er oversat fra svensk til dansk for læsevenlighedens skyld.

Robert cruiser pudder på sit snowboard i østrigske St. Anton. Robert cruiser pudder på sit snowboard i østrigske St. Anton.

Hvornår går det op for dig, at du er ved at blive fanget i en lavine?

“Man når ikke rigtig at tænke, men det føles som om, at sneen eksploderer under ens fødder, og der er bare ikke noget at gøre. Man føler sig virkelig magtesløs - og pludseligt bliver alt bare stille og mørkt…”

Hvad tænker man i det øjeblik?

“Man tænker alt fra, at nu er det slut til, overlever jeg det her… Og ender jeg som en grøntsag. Men mest af alt går det op for en, at man sidder fast og alt blir helt stille. Det føles fuldkommen som at være begravet i cement, og der går ikke længe, inden ilten hører op…”.

Rob fortæller, at han kan huske, hvordan han faldt ind og ud af søvn og havde nogle meget mærkelige drømme.

 

“Det känns som att vara begravd i cement.
Och det dröjer inte lång tid förrän syret börjar ta slut”

 

Jeg spurgte ham, hvilket råd, han kunne give videre til andre offpiste skiere og snowboardere.

“Det vigtigste er vel, at man ikke lader sig rive med og blir over ekstatisk bare fordi man har ventet længe på en god pudderdag… At man ikke tager unødvendige risici bare for et enkelt godt run… Det er sgu vigtigt at huske på, at der altid kommer en pudderdag mere!”

Han siger også, at selvom man føler, at man bliver en bedre skier eller snowboarder i hans tilfælde, og at man begynder at kende sit favoritområde bedre, så skal man huske på, at desto bedre man bliver, desto farligere steder kører man.

Derfor er det vigtigt at uddanne sig bedst muligt og vedligeholde sin lavinetræning.

Desto bedre man bliver, desto vildere terræn vil man også bevæge sig ud i.
Desto bedre man bliver, desto vildere terræn vil man også bevæge sig ud i.

En anden vigtig ting at tage med sig fra Roberts historie er, at man aldrig bør køre alene, og lige præcis det blev Robs redning på denne skæbnesvangre dag...

Hvordan er det at søge efter sin ven?

Roberts gode kammerat Shane var ikke en del af gruppen den dag, men han var derimod en del af en gruppe, som kørte rundt i nærheden af Rob. Og det var faktisk Shanes gruppe, som endte med at styre søgningen og i sidste ende lokalisere Rob under sneen med deres lavinebippere.

Han fortæller her om, hvordan alle var helt høje over sæsonens første pudderdag, og hvordan en utroligt sjov dag ændrede sig fra det ene øjeblik til det andet.

Shane med masser af stoke efter et run med god pudder.
Shane med masser af stoke efter et run med god pudder. Foto: Hugo Pettit

Shane og hans gruppe stod og så på, mens Rob droppede ud over en cornice (læs om de forskellige lavinetyper her), og så hvordan lavinen skred under ham. Til at starte med var den lille, men den voksede hurtigt i størrelse. “Det skræmmende var, at man ikke vidste, hvor stor lavinen ville ende med at blive.” Kan Shane huske, at han stod og tænkte.

Da det gik op for Shane og hans gruppe, at de ikke længere kunne se Robert, hev de bipperne frem for at gennemsøge området.

Her er hans tanker om selve gennemsøgningen for at finde Robert:

“Jeg bevæger mig nedad, men får alt for mange forvirrende signaler fra min bipper, fordi de andre ikke havde drejet deres bippere om på "search-mode". Det var en surrealistisk oplevelse. Især, da jeg havde søgt fra halvvejs nede ad lavinen, og videre til bunden uden overhovedet at have fået noget signal fra Robs bipper.”

 

“It was pretty hard just having to stand there and wait
for word if he had been found and saved..”

 

Heldigvis havde den anden del af gruppen lokaliseret Rob og gravet ham ud. Robert blev fundet på omkring 10 minutter, selvom han var begravet 2 meter under sne-overfladen.

Learnings fra Shane

I følge Shane, så er det uhyre vigtigt, at man jævnligt træner lavinesøgning og redning. Havde de ikke gjort det, så var det måske endt meget anderledes...

“Det mest skræmmende er, at man overhovedet ikke tænker i situationen - man er nærmest bare på autopilot. Jeg tror helt bestemt, vores lavinetræning er skyld i, at vi uden at tænke kunne agere så hurtigt i katastrofe-øjeblikket. Det har sandsynligvis reddet Robs liv."

Og det handler ikke kun om at kunne søge med lavinebipperen. Det handler om at gå igennem hele scenariet, fra lavinen går til personen skal graves ud. Shane vil for altid huske, og gerne dele vigtigheden af at slukke for din lavinebipper eller sætte den i searchmode, inden du nærmer dig en lavinesøgning.

 

“Honestly thou I couldn't be prouder of how we all acted on that day.
The practise we put in was really key to how things turned out.”

 

Urørt pudder er enhver skier og snowboarders drøm. Men også der, hvor risikoen for laviner er størst
Urørt pudder er enhver skier og snowboarders drøm. Men også der, hvor risikoen for laviner er størst. Foto: Hugo Pettit

Hvordan er det at finde og redde sin ven?

En anden person i Shanes gruppe, var snowboarderen James Ashman, som modsat Shane ender med at være en del af den gruppe, som finder Robert og får ham gravet ud. Her får du hans ærlige fortælling om kaos, panik og en vellykket redning.

Ashman fortæller også om, hvordan det var årets første gode pudderdag, med masser af stoke og glæde. Mens de er ved at droppe ind, observerer han ikke noget unaturligt, og det tager noget tid, før det går op for ham, hvad det præcist er der sker. Først da Shane står og skriger ind i hovedet på ham: "Turn your fucking transciever to search" går det op for ham, hvad der er sket.

 

“Still unaware of the situation and why Shane was so panicked
it took me a few seconds to realize we were about to search for a buried person.
Adrenaline suddenly kicked in..”

 

Store åbne bjergsider er oftest rendyrket fornøjelse Store åbne bjergsider er oftest rendyrket fornøjelse. Foto: Nick Sutcliffe

Ashman fortæller, hvordan det hele er kaos. Masser af udenforstående, som kommer hen for at hjælpe. Masser af forskellige signaler og bippere, som ikke er slået over på search mode. Panikken er maksimal, og som en idiot (hans egne ord) svinger han sin bipper fra højre til venstre. Indtil han tager sig en kort puster, stopper op og siger til sig selv: "Ashman, you know what you need to do, calm down".

Det hjælper og hans autopilot fra lavinetræningen slår til, og søgningen bliver hurtigt effektiv og ordentlig. Både Ashman og hans ven Balko finder det rigtige signal:

“Numrene bliver lavere og lavere, og vi bevæger os i næsten løb. Da vi når ned til en afstand på 2 meter, fortsætter vi med at lave finsøgning, mens Balko og Cal samler deres sonder for at sondere.”

Han er lokaliseret!

De misser i første omgang, men i tredje sondering rammer de ham. Han er begravet 160-180 cm nede! Ashman pifter efter folk omkring ham for at få hjælp til gravningen. Hvor de har fundet Rob er det fuldstændigt fladt, hvilket gør det svært at grave på den mest effektive måde.

Alle hjælper til med at grave, og de forsøger at være taktiske omkring det, men panikken hersker stadig. Og da Robs bror, ham som Ashman reelt set tror, at de graver efter, kommer for at hjælpe er forvirringen absolut.

 

“I didn't know we were searching for Rob, and actually thought his
brother was buried, so that was a head fuck when he rode down and
someone explained we were looking for Rob”

 

Der kommer flere op for at hjælpe, hvilket er godt, for det er virkelig anstrengende at grave, så gruppen bliver nødt til at køre på skift med gravningen. Endelig rammer Cal bagsiden af Robs skihjelm. Efter at have gravet hans ansigt fri, kan de se, at han ikke er ved bevidsthed og har blå læber. Da de fjerner sneen fra hans hage, vælter hovedet bare forover. Bekymringen er ekstrem - og de skriger hans navn for at vække ham...

 

“Really worry is running through all of us, and we start screaming his name to wake him up!
After about 30 seconds he wakes up, thank fuck for that!!”

 

Da Rob vågner bliver han hurtigt klar over, hvad der er sket. Han ved, han er i chok, men også at han ikke har brækket noget. Ashman og resten af gruppen fortsætter med at grave ham ud uden at ramme ham for meget. Da de får ham fri, går det op for dem, at han er begravet stående. Det løsner stemningen lidt og giver plads til lidt grin, fordi Rob næsten er 2 meter høj.

Da de endelig får ham fri, vakler han lidt rundt om sig selv, inden han indser, at han er sluppet helskindet ud af lavinen.

En af de dage som alle snowboardere drømmer om. Bluebird og frisk pudder.
En af de dage som alle snowboardere drømmer om. Bluebird og frisk pudder.

Kolde øl på Krazy Kanguruh

En anden gruppe havde tilkaldt en helikopter, men da alt er ok, sender de den tilbage, inden den overhovedet når at lande. Da Rob tænker, at han godt kan køre ned, spænder han sig ind i sit halv-ødelagte board og hele gruppen kører direkte på Krazy Kanguruh (verdenskendt aprés ski bar i St. Anton) og får en velfortjent fadøl.

 

“Rob thinks he's okay to ride down so he put his semi broken board back on and
manages to ride down! Straight to KK for a well deserved beer!”

 

Ashman fra en anden dag, på en bjergside med masser af skier-compression.
Ashman fra en anden dag, på en bjergside med masser af skier-compression.

Learnings fra Ashman

Ashmans historie kan lære os flere ting. Først og fremmest kan den lære os vigtigheden af, at have styr på sin lavinetræning. Det skal være så gennemtrænet, at redningssituationen sidder på rygraden. Han forklarer tydeligt, hvordan panikken er tilstede næsten hele vejen igennem, men at autopiloten slår til, hvilket gør, at ham og hans gruppe formår at finde Rob og få gravet ham fri.

“Det kommer kun af én ting, og det er træning - og masser af det.” Siger Ashman.

Samtidigt får han tydeligt illustreret, at gravningen er den hårdeste og mest tidskrævende del af lavineredningen, hvilket understreger vigtigheden i, at være i stand til hurtigt og effektivt at kunne lokalisere offeret, således, at der er tid til at grave vedkommende ud, inden det er for sent.

Hvis du gerne vil læse en af de andre artikler i serien, så klikker du på den artikel, som du gerne vil læse herunder:

Lavinesikkerhed I: Facts og myter om laviner

Lavinesikkerhed III: Sådan håndterer du lavinefare (eksperternes tips)

Forrige artikel Lavinesikkerhed III: Sådan håndterer du lavinefare (Eksperternes tips)
Næste artikel Lavinesikkerhed I: Facts og myter om laviner

Skriv en kommentar

Kommentarer skal godkendes, før de offentliggøres

* Påkrævede felter